topbaner
Sponsorer
 

 

 

EEGBL – runde 1 i Berdiansk, Ukraine

 

 

Torsdag d. 16. september mødes vi kl. 7.00 i Kastrup Lufthavn med kurs mod Donetsk via München. Vi er 10 spillere en træner og en holdleder (Karina, der også fungere som ”holdlæge”). Endvidere har vi sendt en spiller i forvejen sammen med Hørsholm, da det var den eneste billet, der var tilbage på det tidspunkt. Vores rejse til Donetsk skal dog vise sig at blive forlænget med 24 timer, da en del ”småting” går os imod og vi misser vores fly fra München til Donetsk. Med kun en afgang i døgnet, er vi dermed tvunget til at blive i München til samme tidspunkt næste dag. Vi får udstedt nye flybilletter og bliver indkvarteret på et nærliggende hotel, men vi er naturligvis lidt stresset af situationen.

Kommunikationen med værterne besværliggøres yderligere af, at de kun taler russisk. Heldigvis fanger vi en (den eneste?), der taler en smule engelsk og får meddelt vores forsinkelse. Endvidere er Hørsholm ankommet, og de forsøger også på bedste vis at hjælpe til med at få turneringsledelsen i tale. Vores primære bekymring er, hvorvidt vi kan få ændret kampplanen, så vi får spillet alle kampene. Dette lykkes, og vi får et alternativt program, hvor vi i stedet skal spille tre kampe lørdag og en søndag. Vores kamp mod Hørsholm bliver dermed udskudt til en senere lejlighed.

Med vores forsinkelse ankommer vi således til Donetsk fredag kl. 15.15, hvor der er to personer (en chauffør og en tolk), der skal bringe os den sidste vej til Berdiansk. Allerede på vejen ud af Donetsk, bliver vi første gang stoppet af politiet. Ifølge vores tolk er det ganske normalt, at politiet stopper biler for at ”tjene lidt ekstra”. Vi ser dog ikke selve forløbet, da chaufføren hver gang skal sætte sig ind i politibilen.
Efter ca. 4½ time, yderligere to samtaler med politiet og en omvej på nogle kilometer, ankommer vi til hotellet. Det heder godt nok ikke det samme, som det vi havde fået oplyst, men de andre hold bor der også, og der er værelser til os.

Efter indkvarteringen på værelserne, går vi sultne ned til aftensmaden. Her venter et måltid bestående af noget grødligne, lidt brød samt lever. Maden fejler som så ikke noget, men vi må erfarer, at smagen er så meget anderledes end det vi er vant til. Selv om vi i teorien er forberedt på, at maden vil være meget anderledes, må vi erkende, at forskellen er så stor, at vi ikke kan få det ned.
Vi får samlet nogle penge ind i den lokale valuta (Hryvnia), og begiver os ned til en købmand, hvor vi køber mad (suppe samt chips og chokolade) og vand for alle de penge vi har. Allerede på nuværende tidspunkt må vi se stort på alle teorier om rigtig ernæring for en idrætsudøver. Konklusionen er således, hvis der er to valg, så vælg det sunde, men alt (inkl. slik) er bedre end ingenting.

 

Lørdag

Vi skal spise morgenmad kl. 8.00, og skal derfor mødes på vores gang kl. 7.58. Ved en rundtur på de enkelte rum kl. 7.50 viser det sig dog, at tre ud af fire rum stadigvæk er på dansk tid, og således en time bagud. Alle kommer dog relativt hurtigt op, og vi kommer ned og spiser morgenmad.

Efter morgenmaden er der samling, hvor der er oplæg til dagens første kamp. Efterfølgende er det i bus ud til hallen.

 

Kamp 1 vs Berdiansk (Ukraine)

Vores første kamp er mod værterne fra Berdiansk. Vores opvarmning forløber glimrende og da kampen skal starte, er vi også så klar, som vi kan blive. Både de spillere der havde hostet en del de sidste par dage, og de tre småskadede spillere, påstår alle de er klar.

På trods af den gode opvarmning til kampen, ser vi lidt rustne ud. Det må tilskrives træningerne op til afgangen, hvor ”alle” skiftevis har været skadet og/eller på lejrskole i en uge af gangen. Gode undskyldninger giver dog ingen point på kontoen…

Berdiansk spiller flot sammen som hold, og er gode til at gøre ”det simple” og gøre det effektivt. Vi er desværre ikke gode nok til at komme foran deres cuts, og vi er for langsomme til at samle op på vores modspiller, når vi går under en screening. Begge dele udnytter Berdiansk tæt på 100 % hver gang.
Derudover får vi ikke blokket godt nok ud, hvilket betyder, at Berdiansk får en del angrebsrebouds på det de brænder.

Den anden vej ser det lidt mere fornuftigt ud, dog uden at være perfekt. Vi skal først finde os selv som hold, og vi taber bl.a. nogle bolde i deres helbane pres.

I anden halvleg får vi samlet op på en hel del af de problemer, som vi selv har været skyld i. Vi begynder mere og mere at ligne et hold som kampen skrider frem. Vi kommer dog desværre ikke tættere på, men vi har fået vores første erfaringer med kampene i turneringen mod et hold, der også deltog sidste år.

Perioderesultater: 13-22, 8-12, 8-16, 12-10 = 41-60
Kampens Sisu spiller: Mathilde

 

Efter kampen skal pigerne tilbage til hotellet og spise frokost. Hvad denne bestod af, ved jeg ikke, da jeg blev i hallen. Der blev dog desværre lang fra spist nok.

 

Kamp 2 vs Belgorod (Rusland)

Opvarmningen til denne kamp er ikke decideret dårlig, men heller ikke ligeså god som til kampen mod Berdiansk. De sidste 5-10 % af den manglende intensitet i opvarmningen, tager vi med ind i kampens første periode, hvor vi mangler aggressivitet i vores forsvar.

I angrebet er der dog ingen problemer, og det er specielt spændende at se, at vi er blevet bedre til også at arbejde med vores in-side spil. Vi er dog i en del situationer en anelse utålmodig, og forsøger at aflevere for tidligt og i en for dårlig vinkel, i stedet for f.eks. at tage en ekstra aflevering, og få bolden in-side via en tredje spiller. Rom blev dog ikke bygget på én dag, og jeg vil i stedet se det positive i, at vi er blevet bedre til at variere spillet, så vi både er en trussel fra distancen og in-side.

I anden periode skruer vi tempoet op i forsvaret og tvinger Belgorod til dårlige beslutninger og turn overs. Den gode periode betyder, at vi får opbygget et hul på 15 point.

I anden halvleg fortsætter vi spillet fra anden periode, og alle er med til at bidrage til en god sejr.

Perioderesultater: 17-14, 15-3, 12-10, 14-5 = 58-32
Kampens Sisu spiller: Gransøe

 

Efter kampen har vi så 80 minutters pause inden næste kamp. Vores hårde program skyldes som tidligere skrevet, at vi har været 24 timer forsinket. Naturligvis ikke optimalt, men vi vil ligeså naturligvis gerne spille kampene. Endvidere er vi meget taknemmelige for den fleksibilitet og imødekommenhed som arrangørerne havde vist. I det hele taget, var alle omkring arrangementet fantastisk venlige overfor os fra første sekund vi ankom, til vi var fløjet hjem igen.

 

Kamp 3 vs Dinamo Kursk (Rusland)

Allerede i opvarmningen begynder vores første og afgørende problem at melde sig. Pigerne har ikke fået nok at spise, og er ved at ”dø af sult”. Uden Hryvnia er der dog ikke meget, som vi kan gøre ved det. Vi må dog have en hel del god karma til gode, for helt tilfældigt er der en blandt tilskuerne der dels taler engelsk og dels kan hjælpe med at veksle Euro til Hryvnia. Karina skyder sig sammen med ”den gode samarit ” af sted til et supermarked.

Første periode starter rigtigt skidt. Om det er manglende mad eller andre undskyldninger er et godt spørgsmål, men vores defensive transition er rigtig ringe. Stort set hver gang vi ikke scorer i angrebet, koster det to point i den anden ende. Det lykkes Dinamo Kursk at score 29 point på en periode, der er på 8 minutter! Det er naturligvis ikke godt nok, så selv om vi har godt styr på en af deres bedste spillere, som vi på forhånd vidste kunne volde os problemer, har vi fået gravet os ned i et dybt hul.

I løbet af perioden kommer Karina tilbage, så for første gang som træner, bliver der taget en ”spise timeout”. En timeout der med humor også blev bemærket i aftens taler til den afsluttende trænermiddag.

I løbet af anden periode kommer vi væsentligt bedre med i kampen, og vi får dæmmet op for deres fast breaks.

I pausen taler vi stiller og roligt om, at hvis vi skal vinde denne kamp, er der brug for, at alle arbejder 110 %. Den dårlige start på kampen er ikke udtryk for manglende vilje. 2½ kampe på otte timer uden nok mad sætter naturligvis sine spor. Det vi har brug for hvis kampen skal vindes, er således god moral som hold og ikke en gang råben. Målet for tredje periode er, at skære forspringet fra 18 til 10 point.

I tredje periode starter vi rigtigt godt, og alle viser vilje til at kæmpe med alt hvad der er tilbage for at vinde kampen. Efter 1½ minut bliver vi dog ramt af en ankelskade på Haas. På afgørelse af stævnelægen bliver hun kørt på hospitalet for en sikkerhedsskyld. På trods af denne tumult, er resten fortsat fokuseret på kampen, og hvad vi taber i tabet af en god spiller, vinder vi i fightervilje!

Efter fem minutter af perioden medføre fighterviljen dog, at vi får en spiller vist ud med fem fejl. Dermed er vi uden begge vores point guards. Det betyder dog på ingen måde, at vi ikke stadigvæk har troen og viljen til fortsat at jage en sejr. Vi fortsætter ufortrødent, og vi er på et tidspunkt af tredje periode kun bagud med otte point.

Med et minut tilbage af tredje periode, er føringen 10 point, som er vores mål for perioden. Desværre får Dinamo Kursk et 6-0 run som afslutning på perioden, og vi er dermed igen bagud med 16.

Fjerde periode er en fortsættelse af forløbet i tredje periode – vi spiller godt og kæmpe som besatte. I forsvaret holder vi Dinamo Kursk på to straffescoringer, men vi kan desværre samtidig kun selv score ni point.
Et ærgerligt nederlag, til en modstander der var god, men ”kun” lige så god som os selv. Til gengæld var det en stor sejr for vores moral, at vi fik vist, at vi aldrig giver op!

Perioderesultater: 14-29, 11-14, 15-13, 9-2 = 49-58
Kampens Sisu spiller: Signe

 

Efter kampen er der ikke meget energi tilbage, så et aftensmåltid er tiltrængt. Senere på aftenen kommer Haas hjem med benet i gips. Røntgenbillederne har vist, at der ikke er noget brud, men for at være på den sikre side, har de alligevel lagt benet i gips.

 

Søndag

”Hvis man laver en fejl, skal man huske at lære af den” – det er dog ikke tilfældet for halvdelen af holdet. Kl. 6.35 bliver der banket på dørene, blot for at være sikker på, at alle er stået op og klar til at spise morgenmad kl. 6.45. To værelser har stort set pakket alt, og er klar til dels morgenmad og dels den efterfølgende kamp. To andre værelser er et stort rod, med spillere der lige er blevet vækket. Til deres ros skal det dog nævnes, at de er hurtige til at få pakket og være klar til morgenmaden.

Efter morgenmaden skal vi med alt vores bagage ud til hallen, hvor vi skal spille vores sidste kamp kl. 8.00.

 

Kamp 4 vs MUKS Ostrołęka (Polen)

Efter en kort med god opvarmning, hvor det er tydeligt at gårdagens program har været hårdt, er vi klar til rundens sidste kamp.

Der bliver arbejdet stenhårdt i forsvaret fra starten, og det hårde arbejde er med til også at give os en god rytme i angrebet. Vi fortsætter indstillingen og viljen fra vores afslutning i lørdagens kamp.

I anden periode kommer det polske hold bedre med i kampen. Ikke fordi vi slapper mere af eller spiller specielt dårligere, men de kæmper hårdt for det, og de er naturligvis heller ikke et dårligt hold.

I pausen taler vi om, at Ostrołęka i lighed med os selv i sidste kamp, nu vil komme ud til tredje periode besluttet for at vende kampen og kæmpe sig tilbage. Det er derfor vigtigt for os, at vi fra første sekund viser samme indstilling som i første halvleg.

I tredje periode kommer Ostrołęka som forventet ud med en vinderindstilling, men vi er selv meget fokuseret og afviser ethvert forsøg de gør for at komme tilbage i kampen.

Fjerde periode bliver en gentagelse af tredje – de forsøger til det sidste, og vi arbejder ligeledes hårdt for at holde vores styring af kampen.

Perioderesultater: 20-12, 16-19, 19-9, 21-5 = 76-45
Kampens Sisu spiller: Oline

 

 

Efter kampen bliver der lige tid til et kort bad, hvorefter det er med bus fra Berdiansk til Donetsk, hvorfra vi via Wien skal til København. Med undtagelse af en æblejuice, der var glemt i medicintasken, og naturligvis gik i stykker med 1 l løs juice som resultat, går hjemturen som planlagt.

Nu venter så en evaluering af turen, så vi kan blive klogere på alt det vi har erfaret undervejs, og bruge det fremadrettet. Endvidere venter et normalt basketball efterår med gode træninger og sjove kampe – lige indtil vi tager af sted til runde to i Polen d. 2. december :o)

 

 
Antal Besøgende