Bænkebiderne bliver til zonebryderne

Turen mod nordøst

Onsdag eftermiddag i starten af påsken var det igen tid til at tage hinsidans. Vi var mødt på Københavns Hovedbanegård, hvor vi fra perron 57½ skulle med X2000 til Södertälje. Hvorvidt perronens nummer var 57½ huskes ikke, men den skulle i hvert fald findes forenden af de normale perroner og så endda midt imellem to af dem.

Efter en glimrende tur med tog til Södertälje og videre med bus til Täljehallen, var det ikke absolut slet ikke noget problem at falde til ro med det samme blandt de ca. 150 andre, der også skulle sove i samme hal. Endvidere havde enkelte af 93’erne ikke helt forstået konceptet i at sove, og måtte således have lidt hjælp, da det var blevet meget sent. Men selvfølgelig hjælper vi hinanden…

Powershopping

Torsdag blev muligvis den dag pigerne husker bedst, også selvom den startede alt for tidligt for dem. Efter vi havde pakket alt vores bagage sammen igen, og sat det ind i et aflåst rum, gik vi først forbi en butik og købte lidt morgenmad og derefter ned til Östertälje station. Herfra tog vi et tog til Sveriges hovedstad, og med hjælp fra pigernes ekstreme gode lugtesans, fandt vi straks drottninggatan, der er Stockholms svar på Strøget. Vi aftalte et tidspunkt for hvornår vi skulle mødes igen, og inden den sidste vokal var faldet til jorden, var de første tre piger allerede på vej ind i den første butik. Hvis nogen har en metode til at overføre den form for hurtighed til banen, er det vidst kun et spørgsmål om meget lidt tid, før vi slår til som det første pigehold i NBA.

Resten af torsdagen gik på at komme hjem, spise lidt, se vores kommende puljemodstanderes kamp, blive indkvarteret og efterfølgende sove.

Puljekampene

Fredag startede turneringen så for alvor for vores vedkommende. Første kamp var mod SBBK (Södertälje), som skulle spilles kl. 11.00. En kamp hvor vi aldrig var bagud, og hvor vi spillede på det jævne og vandt 47-31. Vi vidste dog det var en lang turnering, så vi var alligevel rimelige tilfredse med præstationen, og kunne glæde os over, at alle 12 piger kom i protokollen.

Efter et middagsmåltid var vi tilbage i hallen, hvor kamp to var mod Äli. Vi har mødt Äli to gange i Øresundsturneringen, og vidste derfor godt hvem på deres hold vi skulle holde specielt øje med. Efter en koncentreret kamp, kunne vi trække os sejrrigt ud af kampen 64-27.

Om aftenen fik pigerne valget om hvorvidt de ville se 91/92’erne spille deres sidste puljekamp, eller tage med ud og se en kvalifikationskamp mellem Akropol og Sunderbyn. Vi skulle møde vinderen af denne kamp, men eftersom alle forventede en sikker sejr til Akropol, der havde været i finalen de to foregående år, blev det trænerens lod at tage ud og se kampen – der endte med en sejr på to point til Sunderbyn.

Sunderbyn så ud til at være en overkommelig modstander, der dog havde 2-3 spillere der gjorde det godt – heriblandt den spiller der klart toppede topscorelisten for hele rækken. Endvidere ville det være en glimrende test på, hvor gode vi var til at komme igennem et zonepres, da de dækkede en 1-2-1-1 zone på ¾ bane.

Fra bænkebider til zonebryder

Kampen mod Sunderbyn skulle først spilles lørdag kl. 15.15, så der var rigeligt med tid til at spise, se de andre Sisu hold spille og stadigvæk lige få hvilet de trætte ben (naturligvis ikke fra kampene dagen inden, men fra shoppingturen torsdag) lidt ekstra.

Efter en god start på kampen, skulle det desværre vise sig, at vi ikke havde helt styr på at komme igennem deres zonepres. Vi løb i de rigtige baner, og lavede de rigtige afleveringer, men det var tydeligt, at vi ikke havde prøvet det før i en tæt kamp på højt niveau. Vi løb det hele blindt, som det var lært til træning 5 mod 0, og glemte at læse vores modstander samtidig. Sunderbyn stod blot og ventede på, at vi havde afleveret bolden fra den ene side til den anden, og begyndte først deres pres herefter. Vi smed således en del bolde væk, og var i mange situationer langt fra så kølige, som vi burde være. På den anden side kræver erfaring jo netop, at man har prøvet det før.

Selve kampen bølgede en del frem og tilbage med mange scoringer i træk til et af holdene. Dog var vi aldrig bagud på noget tidspunkt, og vi vandt kampen 59-46. Dermed ventede ”den onde ånd” os i semifinalen – Wartti fra Finland.

Sidste år spillede vi også mod Wartti i semifinalen, og hvis vi skal være helt ærlige, havde vi ikke en chance imod deres zonepres, der dengang bragte dem foran 17-4 efter første periode og 31-6 efter 14 minutters spil. At tabe til et bedre hold er der ikke nogen skam i, så længe man sørger for at lære af kampen. Det er naturligvis noget vi gjorde, så den sidste måned har vi til stort set hver træning brugt 5-10 minutter på at være klar til denne kamp, som vi ”vidste” kom.

Det var med lidt bange anelser vi gik ind til kampen, da vores pressbreak mod Sunderbyn ikke havde været alt for imponerende. Heldigvis (ikke noget med held at gøre men…) havde vi dog lært en hel del af den kamp i forhold til at komme igennem et zonepres, og vi klarede Warttis 2-2-1 zonepres igennem hele kampen rigtigt flot. Højst et par gange i løbet af kampen mistede vi bolden i vores forsøg på at komme igennem, og yderligere et par gange glemte vi at ændre tempo, da vi var kommet gennem presset. Netop det sidste (ændring af tempo) har været der hvor vores største problem har været, men ikke i denne kamp. Vi afleverede oftest og driblede en gang i mellem igennem presset, og sørget derefter for, at vi fik nogle gode set-plays.

Efter en rigtig god kamp måtte vi dog alligevel kapitulere. Med to minutter tilbage af kampen var vi bagud med 14 point, og måtte derfor forcere både vores forsvar og angreb. Desværre var det Wartti der var bedst til dette, og vi tabte således de sidste to minutter med yderligere 7 point til slutresultatet 65-44.

Det er naturligvis altid ærligt at tabe, men i modsætning til sidste år, havde vi spillet en rigtig god kamp – måske den bedste i hele turneringen, men det er jo svært at måle. På trods af en rigtig god indsats, var humøret naturligvis i bund på grund af resultatet. Det var dog tid til at komme hjem på skolen igen og forberede sig til endnu en bronzekamp (den tredje i tre turneringer).

Kampen om metal

Selvom vi allerede havde spille to bronzekampe tidligere, var det stadigvæk en svær kamp. Efter en hård turnering var benene lidt tungere end normalt (naturligvis ens for begge hold), og hvis man ikke får lidt succes fra starten, bliver det også lidt svære at vende sådan en kamp.

Allerede inden kampen var der lidt kamp om trøjefarve og hvilken ende de to hold skulle varme op i. Den kamp vandt vi dog 2-0. Desværre var det ikke point, som vi kunne tage med ind i den rigtige kamp, hvor vi kunne se Harem spille og screene i bedste Harlem-stil. Selvom vi var forberedt på det, havde vi store problemer med deres spillestil, der bød på et utal af screeninger omkring trepointslinjen, der i sidste ende oftest sluttede med en afslutning til deres nr. 4, som med sine i alt 20 point (ud af 40) gjorde det meget svært for os.

Mod slutningen af anden periode var vi bagud med 11 point (22-11), med formåede dog heldigvis at lukke lidt af hullet til en pausestilling på 22-16. I tredje periode skiftede vi så lidt stil i forsvaret, og begyndte for første gang nogensinde at bytte på alle screeninger. I få tilfælde gav det os dog lidt problemer, fordi vi ikke var gode nok til at kommunikere hvornår vi byttede. Generelt virkede det dog meget bedre, og vi fik lidt mere styr på Harem i forsvaret. I den anden ende begynde vi også at få lidt mere tro på det, og vi vinder således perioden og går ind til fjerde periode bagud med to point.

Fjerde periode bliver lidt af en gyser. Harem får desværre held med at bringe sig hurtigt foran med syv point, men med et minut tilbage får vi dog lukket hullet til tre point. I det sidste minut bliver vi således igen tvunget til at forcere, men denne gang med et væsentligt bedre resultat. Vi får ikke nogle ”rigtige” scoringer i det sidste minut, men trækker fire straffe, hvilket naturligvis bliver konverteret til fire point (faktisk scorede vi på 9 ud af 10 straffe i anden halvleg). Således er vi foran med et point med 20 sekunder tilbage. Harem får en presset afslutning, men de brænder, og vi tager rebounden med ca. 9 sekunder tilbage.  Dermed burde det være en formsag at vinde. Desværre laver vi en angrebsfejl (den bliver i hvert fald dømt), og således bliver de sidste 9 sekunder pludselig meget spændene.

Harem får bolden på banen og får også sendt noget der minder om et skud imod vores kurv, men farligt bliver det heldigvis ikke, og vi tager sikkert forsvarsrebounden og dermed også bronzemedaljerne.

Endnu en turnering er slut

Resten af dagen gik dels på, at pigerne spiste mere slik end en slikfabrik kan producere på 2 år (efter en hård turnering, hvor flere af pigerne nærmest oplevede sukkerabstinenser af manglende slikindtagelse undervejs, skal der naturligvis også være plads til at være ”normale børn”  – undskyld unge teenagere). Endvidere så og heppede vi 93’erne frem til en rigtig flot og fortjent guldmedalje, som kom i hus efter en god kamp mod Horsens. Efter 93’ernes finale kørte vi stille og roligt (bussen – ikke spillerne) hjem i bus, hvor det blev klappet af hvad som helst på vejen.

Tilbage er der kun at sige tak for en god tur til de øvrige hold, trænere og holdledere (som alle havde nogle fantastiske synspunkter, som de var villige til at dele ud af ;o) samt til 12 rigtige gode og ikke mindst søde og rare spillere, der i lighed med træneren alle er blevet en masse erfaringer rigere, som kan bruges i de kommende træninger og kampe. Specielt én ”erfaring” som pigerne gjorde skal dog fremhæves: