Bænkebiderne på metaljagt

Igen var det blevet tid til at drage til Södertälje, hvor en hård og intens turnering for Nordens 12 bedste pigehold i årgang 95 hold blev afviklet. 13 forventningsfulde spillere og to ligeså forventningsfulde trænere drog af sted med tog, sammen med resten af Sisu onsdag eftermiddag fra Hellerup.

Efter en længere togtur med et enkelt skift i Malmö var vi ankommet til Södertälje Syd, hvorfra vi blev kørt i bus til Täljehallen. Eftersom de stakkels svenske skoleelever ikke har fri skærtorsdag, var vi nødt til at overnatte første nat i Täljehallen sammen med ca. 100 andre spillere. Heldigvis kom vi sidst, så det var ikke også der blev vækket J

Næste morgen stod vi op og pakkede igen, så vores bagage kunne blive låst inde i et rum, indtil vi kunne komme ind i de lokaler, hvor vi skulle overnatte resten af turen. Efter denne lille øvelse, gik vi en tur hen til et konditori, hvor vi kunne købe lidt morgenmad og stille og rolig sidde og nyde den.

Efter morgenmaden (nærmere brunch) gik vi hjem til hallen, hvori vi ”hang ud”. Efter at havde skudt lidt udskyder (lightning, gris etc.), så vi en tilfældig kamp, mens vi spiste lidt frokost. Herefter tog vi så bussen ud til vores første kamp, som skulle spilles mod PeKa fra Finland.

Trænerne var ikke helt tilfredse med, at bussen først skulle køre så sent, at vi først var fremme ca. 20 min. før kampstart. Vi fandt dog ud af, at vi var det første hold i hallen, for PeKa var kørt ud til en forkert hal. Efter et par telefonsamtaler, kunne arrangørerne dog berolige os med, at de var på vej.

Kampen blev vundet overbevisende med 47-24. Ud over en vigtig sejr, der gjorde, at vi allerede havde kvalificeret os til kvartfinalerne, fik vi samtidig revancheret os for den mindre gode start, som vi havde fået året før. I år var det os der var klar fra første kamp!

Efter lidt sejrschokolade tog vi så bussen hjem igen, hvor vi nu kunne komme ind i det rum, hvor vi skulle sove. Resten af dagen gik med at se lidt bold i hallen og spise aftensmad. Om det er et års mere modenhed, bevidstheden om vigtigheden af at spise rigeligt eller andet der gjorde det vides ikke, men det var rigtigt rart, at vi (trænerne) ikke skulle høre på en masse brok om maden J

Efter en stille og rolig dag, blev det så sengetid. Desværre var der stadigvæk en hel del energi, der ikke var blevet brugt, så der gik et stykke tid med at få ro.

Næste morgen gik lige så stille og rolig som den første. Eftersom dagens første kamp var kl. 13.50, var der tid til at stå forholdsvis sent op og spise morgenmad. Først skulle der dog synges fødselsdagssang for Signe. Timerne gik stille og roligt, og efter frokost samt 1. halvleg af 92’ernes kamp, tog vi to minibusser ud til hallen, hvori vi skulle spille mod Akropol fra Sverige.

Vi havde også spillet mod Akropol sidst år, og vi vidste således, at vi især skulle passe på deres 10’er, som havde scoret 27 point på os ved den lejlighed. Taktisk mente vi således, at vi skulle lægge pres på hende, så hun dels smed nogle bolde væk, og dels blev trættere og trættere i løbet af kampen. Desværre gik det ikke helt sådan. Vi holdt hende godt nok på sølle 8 point, men det lykkedes hende at ”slide” tre af vores spillere op. Vi havde således tre spillere der alle fik 5 fejl, og selvom det lykkedes os at holde hende på 8 point, måtte vi desværre inkassere et nederlag på 9 point.

Vores to største problemer havde været, at vi dels lavede for mange fejl, fordi vi ikke flyttede fødderne hurtigt nok, og til tider brugte hænder for meget. Dels havde vi et problem med at få stoppet en dårlig periode, hvor vi ikke scorede (vi tabte 2. periode 11-0).

Efter en køretur hjem igen, kunne vi så få os et velfortjent måltid, og ellers begynde at indstille os på en kvartfinale mod Åbyhøj, som havde vundet deres pulje.

Vi ankom til hallen i god tid, og kunne således forberede os stille og roligt. Efter vores samtale i omklædningsrummet om kampen, blev Amalie tilbage samme med pigerne og dyrkede voodoo på dem (det er i hvert fald det pigerne selv mener). Faktum er nok mere, at Amalie hjalp pigerne med at sætte sig psykisk op til kampen, og hjalp dem med at være meget koncentreret ved bl.a. at visualisere hvad der skulle ske. Voodoo eller ej var pigerne meget koncentreret og fokuseret. Det plejere de såmænd næsten altid at være alligevel, men denne gang var det lige 10 % ekstra.

Da kampen gik i gang, var det tydeligt at se, at pigerne var ½ sekund hurtigere i forsvaret end sidste kamp, og arbejdede meget mere med fødderne i stedet for med armene. Vi er meget koncentreret og vinder 1. periode 11-9. I 2. periode dækker vi så endnu hårdere op (stadigvæk i benene) og trækker fra dem med en periodesejr på 13-1 (forsvar i verdensklasse). 3. periode bliver mere lige men vi vinder den 10-8. To minutter inde i 4. Periode fører vi således 38-18, og så skulle den sejr være hjemme - men, men, men.

Træthed, nervøsitet samt et Åbyhøj hold, der nu troede på en mulig sejr gjorde, at vi nu kom det halve sekund bagud, som vi tidligere havde været foran. Det resulterede i et hav af fejl og mistede bolde. Med to minutter tilbage var vores føring således blevet skåret ned til 6 point. Heldigvis fik vi bremset det dårlige forsvar, og får med ca. et minut tilbage to straffe som vi sikkert konvertere til to point. Dermed blev kampen lukket, og vi kunne velfortjent se frem mod semifinalen.

Efter en meget kort udstrækning, skulle vi så skynde os ud i bussen. Eftersom det var den sidste bus, var mulighederne meget begrænsede. Badet blev således taget hjemme i Täljehallen, og efterfølgende kunne vi fejre vores sejr (eller måske var det Signes fødselsdag J) med to kæmpe lagkager og sodavand, som Sofie, Lene og Kent havde sørget for til pigerne.

Med to hårde kampe i benene og en semifinale ventende næste dag, var det sjovt nok ikke noget problem at overbevise pigerne om, at det var på tide at sove. Det var endda flere der selv havde foreslået det tidligere.

Næste dag skulle vi spille mod Wartti fra Finland, men da kampen først skulle spilles Kl. 16.20, var der god tid til bl.a. at se drenge 95 spille mod et islandsk hold.

Inden kampen mod Wartti, talte vi om hvordan vi skulle dække specielt deres postspiller op. Der var således meget fokus specielt på deres Scania Queen fra sidste år. Desværre for os, havde de så siden sidste gang fået en postspiller mere, der var endnu bedre (hun blev også Scania Queen i år). Det kombineret med et godt zonepres, som vi aldrig har prøvet at spille imod, gjorde desværre, at hverken voodoo eller et meget talstærkt og larmende Sisu publikum (tak for støtten) hjalp. Vi kom aldrig rigtig ind i kampen før den var afgjort.

Selvom humøret naturligvis ikke var på toppunktet efterfølgende, var det alligevel vigtigt for os, at forberede os til bronzekampen næste morgen. Udstrækning, energi og søvn var derfor vigtigt. Endnu engang var det ikke noget problem at få ro til at sove. Det hjælper naturligvis også, når man ved, at man skal spise morgenmad kl. 06.30.

Næste morgen var det så tid til den sidste kamp, der var mod Södertälje (SBBK) om bronzemedaljerne. Dog var det inden tid til en fødselsdagssang for Oline.
Som i de tidligere kampe, talte vi om modstandernes styrker og svagheder og hvordan vi skulle håndtere det. Endvidere fortsatte vi ”traditionen” med, at Amalie satte pigerne op mentalt.

Pigerne så lidt trætte og slidte ud i starten, hvilket er meget naturligt efter det hårde program turneringen havde budt på. Dog var det naturligvis ikke anderledes for SBBK. Vi dækkede glimrende op, men fik først scoret vores første point i det 4. minut, men så var vi også foran 2-1 J

I løbet af 2. periode fik vi skabt et hul på 13 point, men i slutningen af 2. periode og starten af 3. periode fik SBBK reduceret dette hul til tre point. På trods af en pointmæssig god periode af SBBK, havde vi dog følelsen af, at alt var under kontrol. Fra det 2. minut af 3. periode lukkede vi således af forsvarsmæssigt igen, og vandt resten af perioden 13-0.

Eftersom SBBK ikke havde flere kort i ærmerne, kørte vi sejren stille og rutineret hjem til en 44-20 sejr og et sæt velfortjente bronzemedaljer – stort tillykke til pigerne!

Efter kampen gik vi over i Täljehallen. Her kunne vi se sidste periode af finalen, som Wartti som ventet vandt over Akropol. Efter finalen fik vi overrakt vores medaljer sammen med Wartti og Akropol. Årets all star hold blev også udnævnt, og her blev Mathilde velfortjent udråbt som forward på all star holdet (stort tillykke).

Efterfølgende så vi 92’erne tabe knebent (med 2 i overtid) i deres semifinale og 93’erne hente bronzemedaljer med en stensikker sejr på to point (også tillykke til dem).

Så gik det ellers hurtigt med at komme ud i et par minibusser, der kunne kører os til Södertälje Syd. Herfra var der ca. tre blink med øjne og et togskift i Malmö, før vi igen stod på Hellerup og kunne gøre status:
Endnu en rigtig god tur, hvor pigerne i den grad har vist, at de igen er vokset både sportsligt og når det gælder evnen til at tage ansvar for både sig selv og resten af holdet. Nå ja, og så selvfølgelig 15 bronzemedaljer og en all star medalje J

Se billeder fra turen her