Referat af forældremøde mandag d. 19. Maj 2008
19 forældre samt Amalie og Jimmy var til stede.
Denne sæson:
Jimmy opridsede hvordan sæsonen var gået set fra trænernes synsvinkel.
Evaluering
Hvad har været godt og hvad kan gøres bedre:
I den normale gennemgående turnering var der ikke de store bemærkninger vedr. det hold der havde deltaget i mesterrækken. For holdet i A-rækken havde det været et hårdt efterår, men bl.a. ved hjælp af en lidt større rotation af spillerne de to række imellem, var holdet kommet i gang i foråret, og holdet havde herefter spillet mange gode kampe.
Deltagelse i eksterne turneringer (Faxe Kondi Cup, Fastbreak Cup, Lund, Södertälje og Göteborg):
Lund:
En del af de spillere der spillede på andetholdet i Lund var kede af opdelingen, da de ikke følte sig som en del af hele gruppen (på samme måde som f.eks. i Göteborg). Selv om de naturligvis også var kede af ikke at få medaljer, følte de heldigvis, at de alligevel havde en andel i de medaljer der blev vundet.
En opdeling som i Lund vil nogle gange være nødvendig. Eftersom vi var 17 spillere var det nødvendigt at opdele holdet på en eller anden måde (alternativt at udelukke fem spillere fra at tage med). Opdelingen som i Göteborg kan være fornuftig i nogle sammenhæng, men med 17 spillere havde selv den organisering givet problemer, i og med at der i den sidste ende alligevel kun er 12 spillere der kan være med i finalen. Et andet minus ved ”Göteborg modellen” er, at de spillere der i den sidste ende skal være med til at afgøre finalen, undervejs har været med i næsten dobbelt så mange kampe, som den modstander man står overfor.
Uanset hvilken model vi anvender ved kommende stævner (kan naturligvis variere fra stævne til stævne), skal vi naturligvis bruge den erfaring vi nu har fået.
Göteborg: Alle spillerne havde været glade for turen som helhed, men var naturligvis ikke tilfredse med ikke at vinde finalen. Mad og søvn havde dog været et stort problem – så stort at nogle af spillerne selv har påpeget det.
Diskussion af det største problem (fra trænernes synsvinkel) i forhold til stævnerne: Ernæring!:
Der var en forholdsvis lang og rigtig god diskussion af dette emne, der tog sit udgangspunkt i, at kosten (hvor meget og hvad pigerne spiste) specielt i Göteborg havde været et stort problem. I Lund havde det dog heller ikke været optimalt.
Der er desværre en tendens til, at hvis maden ikke er ”som mor laver den”, kan den ikke spises. Endvidere er der desværre også en lille tendens til, at man omtaler den mad der er meget negativt og dermed er med til at påvirke hvad andre spiser.
Der var stor enighed i (enstemmigt), at det var et punkt der skal gøres noget ved.
Efter en del meningsudveksling nåede vi frem til et par handlepunkter:
I starten af den nye sæson skal vi have en ekstern person til at holde et kort foredrag for pigerne om kostens betydning og vigtighed for præstationerne på banen. Conny og Tue havde kendskab til en diætist, der havde holdt sådan et foredrag i andet sammenhæng, og vil undersøge hvilken mulighed der er for at få samme person til at holde et for os.
Jimmy skal forsøge at få en damespiller til at komme forbi og dele ud af sine erfaringer. Enten ”samtidig” som foredraget eller snarligt derefter.
Endvidere vil Lene (Kent har sidenhen også givet tilsagn om at hjælpe med denne del) hjælpe os med, som hold at få formuleret vores værdier, i forhold til hvad der kendetegner en god idrætsudøver, samt hvad man kan forvente af hinanden (trænerne contra spillerne samt spillerne indbyrdes).
Specielt op til det første stævne, skal der fokuseres meget på ovenstående, så pigerne (med hjælp fra trænere og evt. forældre) får mulighed for at omsætte teorien fra foredraget og de andre input til praksis.
Dato og sted for afslutningsarrangement/sommerfest:
Karina og Mads har tilbudt at arrangere et afslutningsarrangement for pigerne. Det første forslag var d. 14. juni, men der var desværre en del der ikke kunne den dag (og ligeledes dagen efter). Karina sender en ny dato, som bliver den dag vi gør det, uanset om der muligvis (desværre) er et par stykker der ikke kan.
Med hensyn til maden var der to muligheder. Enten kunne hver person medbringe noget, eller også kunne man holde det i et lokale i Herlev, hvor vi ville kunne få maden lavet til en pris af ca. kr. 250,00 pr. familie. Der var ikke mange meningstilkendegivelser, men det lød som om, at det var det sidste der var mest stemning for.
Status på holdets bankkonto:
Status er, at pigerne har ”indsamlet” kr. 1.875,45.
I forhold til en holdkasse til dækning af is, tape og ligne (til nødbrug), er der brugt kr. 440,00 mere end der er kommet ind (det indbetalte deltagergebyr til Faxe Kondi Cup blev kanaliseret over i holdkassen, da Sisu valgte at betale holdgebyret). Dette underskud samt en ny kapitalindsprøjtning vil blive opkrævet i starten af den nye sæson.
Evt.:
Til sidste forældremøde var der stor opbakning til: ”I forbindelse med SM-finalen var der frugt efter kampen. Dette tiltag vil vi meget gerne gentage oftere” (fra sidste års referat). Desværre har vi ikke været gode til at følge op på dette. Vi håber både de nye holdledere og alle forældre vil være behjælpelige med at gøre frugt til en ”normal begivenhed” i forbindelse med kampene. Specielt set i lyset af, at vi nu vil fokusere på at spise rigtigt, vil det være et rigtigt godt signal at sende.
Trøjer/trøjenumre: I forbindelse med turneringen i Göteborg var der spillere, der spillede med numre der var ”speciellavet” ved hjælp af tape. Der blev derfor spurgt til, hvorvidt det er muligt at supplere det nuværende sæt trøjer med nye sæt, så alle spillere havde mulighed for at få deres eget nummer. De af pigerne der ikke har et, vil meget gerne også have deres eget. Desværre er det ikke muligt med det tøj vi har på nuværende tidspunkt, da det ikke kan leveres længere – forsøget blev gjort i forbindelse med Södertälje, da vi havde behov for et ekstra sæt. Det vil dermed kræve et helt nyt holdsæt, hvis pigerne hver især skal have deres eget nummer.
Næste sæson:
Træningstider – De er ikke endeligt fastlagte endnu
Udgangspunktet var samme dage som i år (mandag, torsdag og lørdag). Der var dog et ønske om at ”bytte” mandag til tirsdag, af hensyn til de piger der også deltog i talenttræningen hver anden fredag. Der arbejdes i kulisserne med at få tiderne (tirsdag, torsdag og lørdag) til at passe på alle fronter. Det kan dog ikke garanteres, at det lykkes at få tiden mandag flyttet til tirsdag.
Turneringsdeltagelse (i parentes forventet antal kampe før og efter jul ekskl. finalestævner):
- 1 hold i mesterrækken for piger (8 / 10)
- Hvem: Rotation blandt samtlige spillere i forhold til modstandernes styrke
- Mål før jul: Kvalifikation til mesterrækken (top 6)
- Mål efter jul: Top 3 inden final4 og derefter DM-finale (vinder af final4 på sjælland)
- 1 hold i pokalturneringen for piger (3 / 0) – afvikles på hverdage i træningstiden
- Hvem: De 10 bedste pr. kamp
- Mål: Pokalmestre
- 1 hold i Øresundsturneringen for piger. Deltagelse af 3 svenske og 3 danske hold (4 / 4)
- Hvem: Rotation blandt samtlige spillere i forhold til modstandernes styrke (dog mindre rotation end i mesterrækken)
- Mål: Øresundsmestre (vinder af finalestævne – de to bedste i rækken spiller finale)
- 1 hold i mesterrækken eller A-rækken for Junior damer (afhænger af hvem der ellers deltager i mesterrækken). Sandsynligvis kun i efteråret – deltagelsen evalueres omkring december (8 / ?)
- Hvem: De 8-9 bedste pr. kamp
- Mål: Udvikling gennem kampe mod ældre hold
”Modellen” for turneringsdeltagelse blev gennemgået, og der var kun få kommentarer.
Vi skal (naturligvis) sørge for, at det hold der bliver tilmeldt juniorrækken, kommer i en række hvor der ikke er for stort forskel i niveauet. Spillerne skal endvidere også forberedes mentalt på, at det bliver en hård række.
Endeligt skal der også tilmeldes et ekstra pigehold i anden halvdel af sæsonen, hvis man beslutter sig for ikke at fortsætte med holdet i juniorrækken efter jul.
Eksterne turneringer:
Punktet var også delvist blevet diskuteret i starten.
- Har sammensætningen og antallet i denne sæson været ”perfekt”, eller skal vi deltage i flere eller færre?
Der var ikke nogen der utalte sig direkte om antallet, men det virkede som om, at det havde været passende. Det var dog lidt ærgerligt, at det var ”klumpet” sammen i foråret.
- Er det de rigtige turneringer vi deltager i, eller skal vi forsøge at finde nogle andre (evt. syd for Danmark)?
Der var enighed i, at det specielt socialt havde været en god turnering i Göteborg. Der var dog ikke stor begejstring (specielt fra dem der havde været til stede) for maden her.
Niveauet på modstanderne i både Lund og Göteborg havde ikke været optimalt. I begge turneringer var det først i semifinalen, at kampene blev relative tætte.
Til den kommende sæson vil vi undersøge hvilke stævnemuligheder der er i andre lande. Specielt Polen men muligvis også Tyskland, Belgien og Holland. Hvis der kan findes et stævne i et af disse lande, hvor man kan forvente et højere sportsligt niveau (og uden at økonomien ”løber løbsk”), vil vi forsøge dette.
- Hvilke kriterier vælger vi stævner ud fra og hvordan skal fordelingen være?
Der var ikke nogle specielle kommentarer til dette punkt.
Holdledere:
- Valg (eller genvalg) af holdledere
- Hvad er holdledernes rolle / hvilke forventninger fra hold og trænerne er der?
Tak for hjælpen til de fire holdeledere der har været på banen i denne sæson (Lene, Lotte, Kristin og Mads). Eftersom Lotte (Camilla) er stoppet, stillede hun naturligvis ikke op igen. Det gjorde derimod de øvrige, der sammen med Lars (Clara) blev valgt som de nye holdledere.
Det blev aftalt, at vi (trænere og holdledere) sætter os sammen i starten af den nye sæson, og finder ud af hvilke opgaver der er i løbet af den kommende sæson.
Dato for opstartsarrangement (første træning er mandag d. 11/8 eller tirsdag d. 12/8):
Dato etc. bliver fastlagt på holdledermødet i starten af den nye sæson.
Visioner / nye tiltag (meget gerne forslag fra forældre)
- Kan vi finde på tilbud (eller krav) der gør vores træninger bedre?
- Kan vi finde på tilbud (eller krav) der gør vores kampe bedre?
- Andet?
Der var stor opbakning til at forsætte med at filme nogle ”fokuskampe”.
Vi vil også forsøge os med egentlig statistik til nogle af kampene. Her var det specielt de ”rutinerede” forældre, som også selv har spillet, der tilbød at hjælpe.
Der var spørgsmål til hvorvidt vi evaluerer spillerne og taler med den enkelte spiller.
Vi taler naturligvis hele tiden med spillerne før, efter og under træningerne og kampene, men en egentlig træner/spiller samtale har vi kun haft i forbindelse med Södertälje. Vi vil dog bestræbe os på at have en udviklingssamtale med den enkelte spiller 2-3 gange i løbet af den nye sæson.
Der var spørgsmål til den fysiske træning og om vi evt. så småt skulle begynde med (små) vægte i den kommende sæson.
Styrketræningen vil køre videre på samme niveau som i år. Det vil sige efter hver træning, men ikke som egentlig styrketræning ved siden af den normale træning. Endvidere er det stadigvæk ikke noget problem at udfordre spillerne styrkemæssigt ved at lave øvelser udelukkende ved hjælp af egen kropsvægt.
Evt.
Den traditionelle Hørsholm Camp er allerede lukket for tilmelding. Eneste kendte ”alternativ” er campen i Åbyhøj (http://www.dgi.dk/arrangementer/Get_Tough_Camp_2_%c3%85byh%c3%b8j_Basketball_[e92909].aspx).
Sidste efterår var der desværre nogen, der ikke var kommet med på campen på Hjemly Idrætsefterskole (”yes, I can” camp). Om campen kommer igen til efteråret (efterårsferien) kan naturligvis ikke garanteres, men det er en camp der meget kan anbefales. Vi vil inden længe undersøge om den er planlagt igen til dette efterår, og hvis den er, vil vi koordinere en forhåndstilmelding, så dem der gerne vil med er sikre på en plads.
I den kommende sæson vil der muligvis være noget landsholdsaktivitet for pigerne. Mere information følger naturligvis når det bliver aktuelt.
Den 5. august til 9. august er Sisu med til at arrangere NM for damer i Kildeskovshallen. Det forventes naturligvis, at Sisu har et par damer med på holdet J
Tak for et godt forældremøde - Amalie & Jimmy |