topbaner
Sponsorer
 

 

 

Haas i USA - del 2

Nu har mig og min familie forladt Berkeley, og er nu på ferie rundt i Californien. Vores ophold i Berkeley har været super fedt, og en kæmpe oplevelse!
 
I november gik jeg til tryouts for basketball på min high school, og jeg klarede det til det bedste hold (varsity). Det er jeg stolt over, da første års elever meget sjældent kommer på. Pigerne på holdet er rigtig gode, og i de 2 måneder jeg spillede med dem, nåede vi at vinde to turneringer, og de er fortsat ubesejrede. Vi trænede mandag til lørdag - hård træning hver dag hvor vi løb en hel del. Jeg skulle kæmpe rigtig meget for spilletid i kampene, da de fleste piger på holdet er 2 og 3 år ældre end mig. Det har været super sjovt at prøve at spille med nogle piger hvor mange af dem helt sikkert kommer til at spille på college, og jeg har lært en hel masse af dem.

Siden basketball træningen begyndte, har jeg hver uge skulle aflevere mine karakterer til mine trænere, så de kunne være sikre på, at alle på holdet gjorde det godt i skolen. Hvis mine karakterer var dårlige blev jeg simpelthen sat af holdet - det var de heldigvis ikke.

Til kampene er der rigtig mange tilskuere, og før hver kamp stiller man op på banen og synger den amerikanske nationalsang. Der var altid 3 dommere, og en masse ved dommerbordet, som også listede assists, turnovers, skridt m.m

Jeg har været rundt og set en hel masse forskellige high schools, og har spillet overfor mange forskellige slags spillere.

Det har været en kæmpe oplevelse at prøve at gå i high school, og jeg har mødt en hel masse nye mennesker med forskellige baggrunde og kulturer. Jeg har fået nogle fantastiske venner og veninder, som jeg forhåbentligt vil have for livet. Men nu glæder jeg mig også til at komme hjem til mine venner og veninder i Danmark, og især spille med SISU pigerne igen.


Haas i USA

 

Så er skolen rigtig startet her i USA, og jeg er startet som Freshman på Berkeley High School.
Berkeley High er meget stor - over 3000 elever! Der er ca. 7 forskellige bygninger, 2 haller, en kantine, og en football bane.

Jeg har det samme skema hver dag:

1 time: Basketball
2: Computer Art
3: Historie
--FROKOST--
4: Matematik
5: Engelsk
6: Engelsk

Det et rigtig fedt skema - specielt basketball hver morgen!

Man har de forskellige fag i forskellige klasser, så modsat Danmark kommer vi til læreren.

Lektier er selvfølgelig lige så kedeligt som der hjemme, men der er ikke meget mere af det her. 

Folk her er simpelt hen så åbne, og venlige. Man kan næsten ikke sidde alene, uden der kommer nogle hen og snakker med en. Det skal vi danskere altså lære noget af. 

Jeg har fået nogle rigtig søde veninder og venner. Jeg er mest sammen med en gruppe piger fra min historie klasse - en af dem er faktisk halv dansker. Jeg har også fået nogle gode veninder fra mit basket hold, som jeg træner med mandag-torsdag efter skole. De træner meget hårdt, og i kan tro de er gode! Nogle af de ældste af pigerne, som skal på College næste år, har allerede fået et basket scholarship, og en af mine veninder som er sophmore (2 år) bliver allerede nu kigget på af UC CALIFORNIA.

Min lillebror August er startet på Martin Luther King Jr. Middle School, det går rigtig fint. Han får spillet en masse street basket, på en af de 8 basketball kurve der er i gården. Hans venner regner stærkt med, at han kommer i NBA.

Min storebror Anders er startet på Bishop O'dowd High School i Oakland. I modsætningen til mig, mine forældre og August bliver han her et helt år, i stedet for et halvt. Han får selvfølgelig også spillet en masse en masse basketball sammen med bl.a. en alle regner med er en kommende NBA spiller.    

Berkeley er en rigtig hyggelig by. Jeg bor ved en gade, der hedder Telegraph Avenue, hvor der er de sjoveste og mærkeligste mennesker. Der er rigtig mange hjemløse, men det vænner man sig hurtigt til. Her er rimeligt stille og roligt. Der er mange hyggelige caféer, restauranter og kaffebarer. En god kaffe på Starbucks koster 13 kr.! Der er også en rigtig dejlig Marina, og omkring byen er der bjerge og badesøer - det er godt, for havet her er is koldt!

Vejret her er helt fantastisk - solen skinner hver dag. Vi har haft 2 halve dage med regnvejr siden den 22 juli, men om aftenen bliver det køligere.
 
Fra Berkeley er der det mest fantastiske view til San Fransisco.

San Francisco ligger 20 min. væk - hvis der altså ikke er kø! Det er en rigtig spændende by, med masser af gode shopping muligheder - jeg har ihvertfald brugt alle mine penge. 

I sidste weekend var min familie og jeg på Alcatraz. Det nu lukkede fængsel. Vi fik høretelefoner på, hvor vi hørte historier om, hvordan det havde været at være fange på "The Rock". I denne weekend cyklede vi over Golden Gate, som meget ofte ligger begravet i tåge, selvom der er sol på begge sider af broen. Det var der også, da vi cyklede over, og det var død koldt! Men alligevel en oplevelse. 
 
At flytte her til USA er en kæmpe oplevelse, fordi det er noget alle snakker om at de gerne vil, men så faktisk at gøre det - det er helt vildt!

Det helt som at komme ind, i en af de mange amerikanske film om High Schools.

/Haas

 

 

Antal Besøgende